Er der også mange svampe i din plæne?
I langt de flest græsplæner vil man opleve, at der til tider kommer svampe op i forskellige områder af græsplænen. Ligesom alle andre planter i haven, er svampe en helt naturlig forekomst, og faktisk er svampene ofte bare et sundhedstegn i plænen. Svampene har nemlig en ”oprydningsfunktion” i naturen, og de har en stor betydning for, at naturens kredsløb kan opretholdes ved blandt andet at nedbryde organisk materiale.
Hvorfor kommer svampene?
Svampe i græsplænen ses typisk i sensommeren/efteråret, da de trives bedst når der er skygge og fugt. Er der dårlige dræn forhold og er ens plæne ofte fugtig vil dette ofte resultere i svampe. Ligeledes fungerer nedfaldne blade og dødt træ som næring for svampene. da svampene her finder deres næring. Svampe er ligeledes et tegn på at der er rigeligt med kvælstof i plænen, hvilket også kan komme via gødning. Så har du en masse svampe i plænen efter vores besøg så trøst dig med at græsset i hvert fald har alt hvad det har behov for af næring.
Er svampene i plænen farlige?
I langt de fleste tilfælde er de svampe man finder i danske plæner helt uskadelige. I sjældne tilfælde kan der dog findes rød- eller grøn fluesvamp som er stærkt giftige. og potientielt dødelige.
Har du mistanke om at nogle af svampene i din plæne er giftige skal du finde ud af hvilken art det er. Du kan for eksempel identificere svampen ved at se på dens udseende og observere, hvor den vokser på din græsplæne. Her kan en tjeneste som Google Lens på din telefon ofte være en hjælp selv om det er vigtigt ikke at stole 100% på den.
Finder du disse bør du derfor fjerne dem med det samme.
Hvordan bekæmpes svampene?
Umiddelbart er bekæmpelse af svampe i plænen meget vanskelig. Det nemmeste vil derfor klart være at leve med dem den korte periode de typisk er der og bare klippe græsset eventuelt i en lidt lavere indstilling indtil svampene forsvinder. Dette vil dog bare fjerne den synlige svamp og ikke dræne den del som befinder sig i jorden.
Er svampe et problem en stor del af året tyder det dog på at dræn forholdene i plænen er dårlige eller der er for meget fugt i jorden. Du kan derfor godt kunne komme af med en stor del af svampene ved enten at forbedre jordforholdene, typisk via topdress eller ved at være opmærksom på at få fjerne døde blade.
Læs også vores guide “Forbered din græsplæne til vinteren“.
Svampesygdomme i græsplænen
Svampesygdomme i græsplænen er modsat de almindelige svampe ikke et sundhedstegn. Ofte skyldes disse nemlig at græsset ikke er stærkt nok og derfor bliver mere modtageligt over for sygdomme. Fugtige græsarealer er ligeledes mere udsatte for svampeangreb. Jo mindre fugt, jo mindre risiko for svampeangreb.
Kan svampesygdomme forhindres?
En sund græsplæne der bliver plejet korrekt via korrekt gødning vil ikke bare være flottere at se på, men vil også være langt mere modstandsdygtig over for sygdomme. Vores servicepakker vil derfor minimere sandsynligheden for svampesygdomme i plænen drastisk.
Dernæst er klippehøjden også afgørende for en sund græsplæne. Er klippehøjden for kort øges sandsynligheden for svampesygdomme markant.
Sneskimmel
Sneskimmel er en svampesygdom der ses i mange græsplæner om foråret. Modsat de fleste svampe har denne det fint med kulde og fugt. Opstår typisk efter en lang periode med fugtigt koldt vejr eller efter snedække, hvor græsset har været for langt, eller der har været mange blade på plænen. Angrebet er værst på områder, hvor sneen er kompakt, som ofte er det følgerne ved af at være trådt på. Sneskimmel opdages ofte først når sneen er smeltet.
Sneskimmel kan genkendes på cirkulære, grå-hvide vatagtige pletter i græsset. Det berørte område varierer fra små pletter i plænen op til 50 cm i diameter.
Forebyggelse: For at undgå sneskimmel sørg da for at græsset ikke er alt for langt græs ved den sidste klipning inden vinteren (max 5-6 cm). Minimer derudover trafik på plænen, når der er sne. Er dette svært at undgå kan du overveje at anlægge trædested eller anden belægning på plænen, så du kan komme over plænen i vinterhalvåret uden at plænen tager skade. Kommer der store mængder sne i løbet af vinteren kan du med fordel fjerne de største bunker for at undgå lommer hvor sneskimmel opstår.
Bekæmpelse: Riv eventuelt let det døde græs væk med en gummirive. Det kan her være fristende at benytte en vertikalskærer/plænelufter, men dette fraråder vi da det er alt for voldsomt for græsset i det tidlige forår. Det er værd at bemærke at under det døde græs vil der næsten altid gemme sig nye græsplanter under overfladen. Korrekt gødning om foråret vil derfor hurtigt hjælpe græsset til at blive sundt igen.
Rød tråd
Rød tråd er meget udbredt, når græsset mangler kvælstof, og kan genkendes på lyse røde ”tråde” eller pletter i græsset. Hvis eftersommeren er meget fugtig, kan der opstå store angreb. Det er især græstyperne rødsvingel og rajgræs som angribes, men andre arter kan også få sygdommen. Svampene spredes især, når man slår græsset, da der herved føres sporer eller mycelium til andre områder af plænen.
Bekæmpelse: Vores servicepakker er særdeles effektive til at bekæmpe rød tråd gennem vores gødninger.
Hekseringe
Navnet “heksering” kommer af tidligere tiders folketro, hvor man mente at det var hekse, der dansede på græsset om natten. Den virkelige årsag er dog dårlige jordforhold typisk grundet mangelfuld gødning gennem flere år. De svampe der vokser i hekseringen er typisk Elledans-bruskhat, champignoner og støvbolde.
Hekseringe viser sig som en ring med kraftigt mørkegrønt græs, som til sidst forsvinder og efterlader en helt bar ring. Ringen vokser fra år til år, efterhånden som svampen breder sig og nyt græs vokser over tidligere angrebne områder. Hekseringe vokser aldrig ind i hinanden, men stopper ved berøringspunktet.
Bekæmpelse: Kan være vanskelig at bekæmpe, men når vi, via vores servicepakker, tilføjer gødning til plænen, vil græsset både i og uden for hekseringen blive mere grønt og kraftigt, og det vil nedtone ringens synlighed.
Hvis du har to hekseringe i græsplænen vil du opleve at de aldrig vokser ind i hinanden, men bekæmper hinanden når de mødes. Dette kan du udnytte i bekæmpelsen ved at grave en firkant (25×25) ud af selve ringen og vende denne 180 grader. Svampen bliver dermed “snydt” til at tro det er en konkurrent og hekseringen begynder at bekæmpe sig selv. Ved større hekseringe, gør da dette to steder i ringen. Typisk vil dette fjerne hekseringen efter 1-2 år.