fbpx
 

Spørgsmål & Svar

Spørgsmål & svar

Er der noget, du er i tvivl om, anbefaler vi, at du læser vores spørgsmål & svar sektion, hvor du finder svar på de typiske spørgsmål. Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os for en god snak om græs.

Får jeg med sikkerhed en lækker plæne?

Det er naturligvis ikke muligt 100 % at garantere en perfekt plæne. Græsplæner kan eksempelvis blive udsat for skadedyrsangreb eller sygdomme i græsset som er uden for vores kontrol. Vi kan dog garantere, at vi giver din plæne alt, hvad den har behov for, og at det i langt de fleste tilfælde, giver rigtig gode resultater.

De produkter vi benytter os af er af virkelig høj kvalitet, og vi har derudover den nødvendige viden, der gør, at vi kan ramme de helt optimale doseringer. For at vi hurtigt kan komme i mål, er det dog også vigtigt, at du følger de råd vi giver dig i klippevejledningen.

Er din plæne i rigtig dårlig stand inden vi påbegynder vores behandlinger, beder vi dig også om at overveje Luksus pakken. Dette er fordi den giver os længere tid til at komme i mål, og fordi de gødninger vi her benytter er særlig velegnede til at bekæmpe eksempelvis mos.   

Har jeg ret til ekstra fradrag ved Skat?

Ja. Alle vores kunder kan spare 20% på deres regning, når de indberetter fradraget på skat.dk. Læs eventuelt mere her skat.dk/servicefradrag.

Forsvinder mosset med servicepakkerne?

Vores servicepakker bekæmper mosset særdeles effektivt, men er der rigtig meget mos, vil det naturligvis tage lidt tid, og vi anbefaler derfor altid luksuspakken, hvis plænen ikke har været plejet korrekt gennem flere år.

Vores gødninger er af højeste kvalitet og er de samme, som benyttes af professionelle park og golf anlæg. Gødningerne indeholder alle jern (Fe) og magnesium (Mg), som giver plænen en flot grøn farve. Gødningernes indhold af langtidsvirkende organisk materiale gavner plænens rodnet og hjælper den i kampen mod mos.

Den bedste kur mod mosset er at give græsset så gode betingelser, at mosset bliver nedkæmpet. Mos er et symptom på, at plænen ikke har gode betingelser, men via korrekt gødning og den rigtige klippehøjde kommer man rigtig langt. Er der meget skygge i haven, bør man dog forvente det kommer til at tage tid, før græsset vinder kampen. Det er derfor også vigtigt du følger den individuelle klippevejledning, som følger med i vores servicepakker.

Hvad med betalingen?

Du kan vælge at betale via MobilePay, når vi kommer og gøder plænen første gang. Ellers vil du efterfølgende modtage en faktura.

Hvorfor får jeg ikke nogle e-mails fra Jer?

Vi bestræber os på at give dig et tilbud hurtigst muligt, men har vi meget travlt, kan der til tider gå lidt tid. Vi oplever desværre også at mails fra os lander i reklamepost, så kan du ikke finde din faktura, er dette et godt sted at tjekke.

Er den ikke der, er du naturligvis altid velkommen til at sende en mail på Kontakt@Nordsjaellands-Plaenepleje.dk eller ringe på tlf. 27 51 76 14.

Klipper I også græsplænen?

Nej, vi klipper ikke græsset.  Ved hvert besøg udleverer vi en individuel klippevejledning, som du skal følge for at få optimal effekt af vores service. I højsæsonen har græsset bedst af at blive slået 2-3 gange om ugen, hvilket vi godt er klar over er meget for mange mennesker. Vi anbefaler derfor altid køb af en robot for den bedste effekt.

Giver I besked før I kommer?

Nej. Som udgangspunkt kommer vi uanmeldt, da vores behandlinger er afhængige af vejret for at virke optimalt. Er der ikke fri adgang til haven, er det derfor vigtigt, du hurtigt giver os besked, så vi kan tage højde for det i vores køreplan. Det er ikke nødvendigt du er hjemme for at vi kan foretage vores behandling, men vi håber det naturligvis, da vi elsker en god snak om græs 🙂

Er det nødvendigt at vande græsplænen?

Et meget kort svar på dette spørgsmål er: Nej man behøver som udgangspunkt ikke at vande en græsplæne, heller ikke selv om der er tørke. Kun i helt særlige tilfælde hvor der er meget lang tørke, kan græsset risikere at gå ud. Så selvom plænen ser gul, kedelig og syg ud, så skal den nok vende tilbage til sit grønne udseende, når vejret igen bliver vådt. Ønsker man at plænen forbliver grøn og frodig selv i de tørreste perioder, er man dog nødt til at vande den.

Vælger du at vande eksempelvis ny såede pletter, bør du vande 2-3 gange om ugen med ca. 25-30 mm. (afhænger dog af vejret). Vand altid om aftenen hvor fordampningen er mindst.

Du behøver heller ikke vande de nye græsfrø, vi har eftersået på bare pletter. Frøene spirer naturligt, når de rette betingelser opstår.

Vær opmærksom på at i løbet af sommeren, er det altid bedre at hæve klippehøjden nogle få cm, da højere græsstrå er med til at beskytte græsplanten mod solen. Højere græs sikrer mere skygge til jorden under planten, som dermed er bedre i stand til at holde på vandet (både fra vanding og regn). Dette vil også betyde, at plænen vil holde bedre på næringen, og at man vil opleve en begrænset forekomst af ukrudt og svamp i plænen.

Må jeg benytte græsplænen lige efter besøget?

Det middel vi bruger til bekæmpelse af ukrudt er et kontaktmiddel som fordamper indenfor 1 time – alt efter vind og vejr. Vi anbefaler derfor, at du først benytter græsplænen efter 1 time. Så er man helt sikker på, det ikke slæbes med ind på poter eller små sko.

Vi kan berolige dig med, at produkterne vi bruger ikke er skadeligt for husdyr som fx hunde.

Skal jeg fjerne ting fra plænen inden besøget?

Nej det er som udgangspunkt ikke nødvendigt. Mindre genstande som fx legetøj fjerner vi selv, men større ting som trampoliner, havemøbler lader vi dog stå. Normalt er dette ikke en forhindring, for at vi alligevel kan udføre behandlingen. Man skal dog huske på, at en græsplæne trives bedst i sollys, og at ting som forhindrer plænen i at optage solskin (badebassiner, trampoliner eller blade fra træer), har en negativ effekt på plænens trivsel.

Hvornår kan man se virkning på plænen?

Så snart gødningen har fået regn, begynder den rigtigt at virke. Er du utålmodig, anbefales det derfor at vande plænen aftenen efter vores besøg. Derudover har vejret naturligvis også en stor rolle at spille, da græsset har brug for både varme og vand for at gro optimalt.

Vær opmærksom på at det er yderst vigtigt at følge klippevejledningen. Når vejret er med os og man klipper græsset korrekt (og ofte) sker der virkelig noget. Selvfølgelig betyder udgangspunktet meget og man får ikke bare en golfbane hen over natten, men du vil opleve at det er utroligt hvad korrekt pleje kan gøre.

Hvorfor blæser I fliserne rene efter behandlingen?

Vi sørger i Nordsjællands Plænepleje altid for at blæse terrasser og træ/sten for at fjerne evt. overskudsprodukter. Dette gør vi, da gødningerne vi benytter os af indeholder jern, som kan sætte små mærker på fliser, hvis de får lov at ligge. Vi opfordrer til, at man selv får fejet disse op, hvis de finder vej mod fliser/træ igen. Vi tager ikke ansvar efter sådanne uheld.

Få et tilbud

Udfyld venligst kontakt formularen her. Så opmåler vi din plæne online og sender dig et uforpligtende tilbud inden for 24 timer.