Rotorklipper
En rotorklipper er en helt traditionel plæneklipper oftest drevet af en benzin motor. Disse vejer ofte meget, og du skal her være ekstra opmærksom på risikoen for hjulspor i græsplænen, og at du får ændret klipperetningen. Kniven skal slibes 2 gange om året (juni og oktober), da græsset eller bliver flået over i stedet for klippet, hvilket er dårligt for græsset.
Robotplæneklipper
Vi anbefaler altid robotplæneklippere, da de gør det markant nemmere at opnå et super resultat. Dette skyldes, at den kan sættes til at køre hver dag i vækstsæsonen, hvilket giver en helt tæt græsplæne. Den er samtidigt et markant mere miljøvenligt valg end en benzindrevet rotorklipper. Husk blot at skifte de aftagelige knive hver 3. uge – eller 2 gange årligt (juni og oktober) hvis den har fast kniv. Vær derudover opmærksom på, at robotten skal køre efter kl 10 pga. morgendug. Husk at robotten ikke bør køre automatisk i ydermånederne (marts, april, oktober), da vi i disse måneder risikerer frost. Det er yderst skadeligt for græsset at blive klippet (eller bare betrådt), når der er frost.
Cylinderklipper
En cylinderklipper kan i princippet give dig en super plæne, da den klipper græsset flot, tæt og ensartet. Den stiller dog store krav til, hvor tit du klipper græsset, og de fleste cylinderklippere har derudover svært ved at klippe højt græs hvilket gør det vanskeligt at følge vores klippevejledning. Vi anbefaler derfor også her, at man i stedet køber en robotplæneklipper.
Vedligeholdelse
I princippet slibes knivene automatisk på en cylinderklipper, da den er konstrueret, så cylinderen og underkniven lige netop kører mod hinanden. Hvis græsset klippes dårligt – så tjek i første omgang om kniv og cylinder blot skal justeres. Mange forhandlere og reparatører af havemaskiner tilbyder slibning af cylinderklippere, og vi anbefaler, at man bruger disse, da de råder over det rigtige specialværktøj til opgaven.