fbpx
 

Klip dig til en flot græsplæne

Et af de absolut vigtigste elementer i jagten på den flotte og sunde græsplæne er korrekt klipning. Ved at klippe korrekt og ofte opnår du en flottere, tættere og mere modstandsdygtig plæne, hvor ukrudt har svært ved at få fat.

Den vigtigste huskeregel er, at du ikke klipper mere af end 1-2 cm pr. gang, og aldrig mere end en tredjedel af bladets længde.

Ved at afkorte græsset med ca. en tredjedel under klipningen, bevarer du en sund plæne, som kommer sig igen efter klipningen. Klipper du det for kort, vil planterne være for længe om at komme sig, så ukrudt og mos får en chance for at etablere sig i plænen. Klip græsset ved lav hastighed. Så kan græsset nå at cirkulere og blive tilstrækkeligt findelt.

Varier klipperetningen

Vi mennesker er vanedyr, og rigtig mange kan nikke genkendende til at de altid slår græsset på samme måde hver gang. Det er dog vigtige at variere denne så græsset blive klippe i forskellige retningen.

Dette sørger for, at græsset altid står lige op. På den måde får plæneklipperen bedre fat i græsset, og græsafklippet fordeles bedre. Desuden opstår der på denne måde ingen spor i jorden, som gør plænen ujævn og medfører en kompakt jord, hvor græsset ikke vil gro. Det er ligeledes en særdeles effektiv metode til at bekæmpe mos, da mos ikke bryder sig om at blive “stresset”.

Undgå de samme hjulspor

Sørg altid for at undgå at køre i de samme hjulspor. Dette gælder ikke mindst hvis du benytter en benzindrevet rotorklipper, da disse generelt vejer meget, og derfor gør plænen ujævn. Gør det derfor til en vane at starte ruten lidt forskudt for hver gang, du slår græsset.

 

“Skalpering” af græsset

Er plænen ujævn, eller kører man fx plæneklipperens hjul ud over kanten af græsset for hurtigt at klare græskanterne, risikerer man, at “skalpere” græsset ved at det bliver klippet for lavt. Dette slår ikke græsset ihjel, men giver et dårligere resultat og skader græsset på sigt. Brug derfor en kanttrimmer ved græskanter eller sørg alternativt for, at det er plæneklipperens inderste hjul, som befinder sig på græsset. Dette har vi illustreret på nedenstående tegning.

Se på græssets tilstand

Er græsset vådt? Så vent, til det er blevet tørt. Generelt må man ikke slå græsset før efter kl. 10 pga. morgendug. Vådt græs egner sig ikke til bioklip, da det klumper sammen og dermed er vanskeligere at findele.

 

Første klipning om foråret

Du kan med fordel planlægge den første klipning, når græsset har en højde på ca. 6-8 cm i starten af april. Denne klipning skal altid foretages i højeste trin. Herefter bør du gradvist sænke klippehøjden, indtil du når den anbefalede højde.

I foråret, når græsplænen er blevet tør efter vinteren, er det også optimalt at gå i gang med forårsklargøringen af græsplænen. Så snart græsplænen er tørret ud, skynder mange sig at rive dødt græs, gamle blade, grene og andet, som ligger tilbage og har været skjult under sneen, væk. Men vær forsigtig med riven. Selv om man synes, at græsplænen ser grå og dødt ud, er det godt at vente med at rive den, til den er blevet ordentlig grøn.

Den sidste klipning inden vinteren

Den sidste klipning inden vinteren, hvilket typisk er i oktober, skal ligeledes foretages i højeste trin, da vi har brug for, at græsset står så stærk som muligt, inden det går i dvale i vinterperioden. Sørg for at kniven på robotten/rotorklipperen er helt skarp, da dette giver det reneste snit og modvirker sygdomme i græsset.

Sænkning af klippehøjde

Når klippehøjden skal sænkes, er det vigtigt, at græsset bliver klippet ned ad flere gange, hvilket vi har illustreret i eksemplet nedenfor:

(Eksempel udført med 10 cm høj græs)

  1. Uge 1: Indstil klippehøjden til 8 cm og klip græsset 2 gange.
  2. Uge 2: Indstil klippehøjden til 6 cm og klip græsset 2-3 gange
  3. Uge 3: Indstil klippehøjden til 4-5 cm og klip græsplænen 1 gang.

Har du eksempelvis havefest og vil derfor ikke vente med langsom at klippe græsset ned, skal du først klippe det på traditionel vis og opsamle græsafklippet. Hvis græsset er blevet for højt, bliver mængden af græsafklip nemlig for stor, så græsset kvæles og bliver angrebet af skimmelsvampe.

Robotplæneklipper

Alle vore kunder får ved hvert besøg en individuel klippevejledning tilpasset forholdene i netop deres plæne. En generel klippehøjde kan dog ses ud fra nedenstående skema.

  • Marts: 5-6 cm i højden
  • April: 4 cm i højden
  • Maj-september: 3-4 cm i højden
  • Oktober: 5-6 cm

I opstartsperioden (Marts-april) anbefaler vi, at robotten klipper 2-3 gange om ugen. En robotplæneklipper bør køre så meget som muligt, når der er vækst i græsset. Græsset kan i vækstsæsonen nemt tåle at blive klippet hver dag, da dette vil resultere i en sund og tæt plæne.

Rotorklipper

  • Marts-april: min. 6 cm i højde
  • Maj-september: 5 cm i højde
  • Oktober: 6 cm i højde

I vækstperioden bør græsset klippes mindst 2-3 gange om ugen. Hvis det ikke er muligt for dig, anbefaler vi kraftigt en robot, da det ellers vil påvirke resultatet negativt. Klipper du græsset mindst 3 gange om ugen, vil du godt kunne sænke klippehøjden lidt.

Opsamle græsset med alm. motorklipper?

Har din motorklipper ikke bioklip, anbefaler vi at du opsamler græsset. Når græs bliver klippet med en rotorklipper, risikerer man nemmere et svampet filtlag i bunden af plænen, der gør det sværere for plænen at ånde. Dette gælder ikke mindst, hvis ens plæneklipper ikke er udstyret med bioklip/multiklip.

Er der meget ukrudt i plænen, skal du desuden være opmærksom på, at det kan være en fordel med opsamler, da du undgår ukrudtsfrø bliver spredt til andre steder på plænen.

 

Bioklip/multiklip

Bioklip på en plæneklipper fungerer ved, at det afklippede græs cirkulerer under skjoldet, hvor plæneklipperens specialudformede kniv sørger for, at det findeles i meget små partikler. Er din rotorklipper med bioklip funktion, og klipper du minimum 2 gange om ugen, kan du med fordel godt bruge bioklip. Er dette for ambitiøst for dig, eller har din plæneklipper ikke bioklip, bør du bruge opsamler.

Afklippet græs indeholder 80-85 % vand, og nedbrydes derfor hurtigt af naturen. Brug af bioklip giver derfor normalt ikke anledning til filtdannelse. I det sene efterår eller i varme sommermåneder, hvor græsset ikke vokser, sker der derimod ingen eller kun en meget langsom nedbrydning. Her er der risiko for filtdannelse, hvis man regelmæssigt anvender bioklip.

 

Sørg for skarpe knive

Udover regelmæssig klipning i den rette højde, er det også vigtig, at du arbejder med skarpe knive på plæneklipperen. Det er vigtigt, at knive er godt slebne, ellers bliver græssets ender flossede og hvide og plænen være mere modtagelig over for sygdomme.

Robotplæneklippere, med aftagelige knive, skal skifte de små knive hver 3. uge.

Rotorklippere eller robotplæneklippere med faste knive skal slibe knivene i juni og oktober.

 

Hvad gør forkert klippehøjde ved græsset?

Hvis du enkeltvis klipper græsset for lavt, svækker du rodnettet for en stund. Det sker ofte, hvis plænen er ujævn. Det er oftest ikke en varig skade, men vær opmærksom. Græsset bruger al sin energi på at danne nye bladskud i området, hvilket betyder, at din græsplæne bliver mere modtagelig overfor sygdomme, tørke og slid.

For lav klippehøjde er især kritisk i tørre perioder, derfor bør man hæve klippehøjden i meget tørre perioder.

Omvendt er en for høj klippehøjde heller ikke noget at stile efter. Det vil reducere sideskudsdannelsen, der ellers skulle sikre dig en tættere græsplæne. Hvis din græsplæne ikke er tæt øges risikoen for ukrudt. Samtidig bliver plænen ofte gul i bunden pga. skyggeeffekten fra de høje græsstrå.

Har du haft ferie og er græsset blevet alt for langt? Så skal du først klippe det på traditionel vis og opsamle græsafklippet. Hvis græsset er blevet for højt, bliver mængden af græsafklip nemlig for stor, så græsset kvæles og bliver angrebet af skimmelsvampe.

Share on: